Kenya, Iten – Verdens Bedste løbefællesskab

Jeg vover at kalde den! Iten har Verdens bedste løbefællesskab. Hvorfor jeg mener det?

Hver morgen er der store løbegrupper som løber samlet, og man hopper med på toget så længe man kan. Man kan så argumentere for, at det ikke er et fællesskab som tilgodeser de mindre gode atleter.
MEN man bliver bedre af at træne med folk der er bedre end én selv.

Det er ikke et tilfælde at langt de fleste i top-10 til diverse europæiske løb er fra Kenya.
Når vi løber med på fartlegen er der måske 300 løbere som er klar til at løbe et program, som de først kender 2-3 min inden start. Når man spørger de lokale hvad fartlegen på torsdag går ud på, så har de alle en idé – men ingen ved det faktisk.
Jeg synes tilgangen til træningen er fantastisk, for de ved de bare skal ud og løbe sindssygt hurtigt og det bliver hårdt!

Nede på “dirt-tracken” i Tambach er der også et godt miljø. Der er flere grupper som løber. Blandt andre er NN-team et fast inventar på banen tidligt morgen. Det er en god stor gruppe med Julien Wanders i front.
Har man brug for at få noget seriøst tempo, så spørger man høfligt om man må løbe med dem. Svaret er sjældent nej, så det er nemt at komme til at løbe med verdensstjernerne!

“Vi gør det bare”

Jeg har fået massage fra en lokal massør, som også løber i sin fritid. En gut som har løbet 29-lav på 10km som 17-årig. Det er en ganske fin tid, men det er der mange kenyanere som løber.

Han har grundet en mindre skade og travlhed med massage af turister ikke løbet siden november, og forventer at starte med at løbe igen til slut marts. Vi fleste vil tænke at det vil kræve en del forberedelse at løbe hurtigt igen, men han var ikke et sekund i tvivl om at med 3-4 måneder forberedelse kan han løbe sub 2.15 på maraton.
Der er ingen tvivl om at deres indstilling til træning og konkurrence er på et helt andet niveau end den er hjemme i Danmark.

“You just have to do it” var hans ord.

Al respekt til Kenya og deres uendelige mange hårdtarbejdende atleter og mennesker!