>>Trailløb er blevet det nye sort i Danmark.<<
Jeg tror ikke der er nogen, som vil sige mig imod når jeg postulerer dette. Når jeg ser på løb rundt i Danmark, så vinder skovturene mere frem. Jeg synes det er sindssygt fedt. Jeg elsker at løbe i skoven, for det er hårdt på en helt anden måde end asfalt. Omvendt er det skånsomt med det bløde underlag.
Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen. Jeg er blevet bidt af trailløb efter DM kort trail i Viborg 2016.
Da jeg skulle planlægge min løbekalender for 2017 vidste jeg, der skulle være minimum et ekstremløb. Det motiverer mig at komme ud af komfortzonen, væk fra asfalt og prøve mig selv af i nye uvante omgivelser. “Hvad kan min krop klare?”
Her fandt jeg >>Ossola Trail<< som må siges at leve op til mine kriterier.
Jeg har brugt hele vinteren på at forberede mig i Dollerup Bakker til løbet i Italien. Løbet fandt sted 9. april i byen Mergozzo nord for Milano. Ruten foregår på to bjerge, som ligger en kilometer fra hinanden. I alt 27km og 1900 højdemeter. Det svarer til ca. 16 gange op af himmelbjerget.
Ossola Trail kunne byde på 20% stigning de første 6km. En stigning som kræver en god styrke.
Jeg rejste til Milano med min skønne kæreste, Emma Helene Frank Larsen, som hjalp mig dagene op til løbet med forberedelserne på bedste vis.
Målet med dette løb var en god oplevelse med masse erfaring, og faktisk havde jeg ikke tænkt på nogen placering – udover tanken “det kunne da være sjovt som dansker at gøre det godt”.
Dagen inden løbet henter jeg mit startnummer i teltet, hvor jeg bliver mødt med åbne arme “Hello Gehlert!”. Enormt fedt de havde glædet sig til at se mig. Yderligere havde løbsarrangøren høje forventninger til mig, og spurgte om jeg havde tænkt mig at gå efter førstepladsen. Han synes, jeg ligner en fyr i god form, hvilket sætter gang i min plan for morgendagens race.
Jeg beslutter mig for om aftenen at løbe mit bedste samtidig med, jeg giver mig selv tid til at videofilme og tage billeder under løbet. Jeg dropper også at løbe med væske for at spare på vægten.
På race-day er jeg spændt og en smule nervøs. Det går først rigtig op for mig, at jeg skal løbe noget så ekstremt i bilen på vej til løbet. 1900 hm er ikke for tøsedrenge, og så slet ikke i 23 graders varme og en skyfri himmel.
Jeg ser nogle af de andre løbere, og de går sgu rundt med stave! De har også fyldt deres hydreringsveste med vand.
Jeg går lidt rundt med Emma og får lavet nogle opvarmningsøvelser for at få fokus væk fra de ting, jeg kunne have gjort bedre i min forberedelse.
Inden jeg ser mig om går startskuddet til Ossola Trail 2017. Den første kilometer runder vi i 4:45, og så starter bjerget for alvor. Det er nu det stiger så meget, at jeg lader alle de rigtige “bjerggeder” tonse forbi mig. >Jeg må da kunne tage dem på nedløbet< var min umiddelbare tanke. Det stiger så voldsomt, at jeg virkelig overvejer at spørge dem omkring mig, om de ikke vil låne mig deres stave. De er alle rutinerede omkring mig, men de trækker vejret noget kraftigere end jeg gør. De er meget presset, hvilket giver mig ekstra energi. Mine ben syrer til, og jeg ændrer taktik til at nyde turen mest muligt i stedet. Jeg er ikke trænet som mine modstandere.
Da vi runder de 7 km befinder vi os i knap 1400 meters højde, og jeg tager mig den frihed at filme på toppen og nyde udsigten nogle minutter. Jeg har set de første 30 deltagere løbe forbi mig. En top-10 kunne jeg glemme alt om.
Men at løbe hurtigt ned var noget jeg var god til – troede jeg i hvert fald. Da jeg skulle starte på første nedløb blandt store bare rødder dækket til med alt for mange bøgeblade, løbere som tonsede forbi mig og faldt, rullede ned af skråningerne, slog sig og løb videre, blev jeg mildest talt skræmt. Var der virkelig ikke en anden vej ned?!
Jeg måtte gøre mit bedste, presse mig selv ud over grænsen og efter de første fem kilometers nedløb, så havde jeg hentet mange. Jeg kunne bruge min hurtighed på de nedløb, hvor jeg ikke var forhindret af underlaget. En særlig løbestil jeg har tilegnet mig på nedstigninger må siges at betale sig på dette tidspunkt, for jeg løb fra alt og alle lige pludselig.
Da jeg nærmer mig foden af første bjerg og løber over mod det andet bjerg, stopper jeg op for at kysse Emma. Noget jeg aldrig kunne finde på at gøre normalt, men på en eller anden måde var det for mig en slags energiboost.
Ikke nok med det, så forklarer Emma, at jeg er nummer 8 i feltet. Jeg forstår det ikke helt, før løbsarrangøren også råber til mig, jeg er nummer 8. Det giver mig blod på tanden, men jeg har virkelig ikke meget energi tilbage. Jeg har lyst til at stoppe her efter 17 km. Jeg banker på mine lår og fortsætter.
Det andet bjerg starter stille og roligt ud. Jeg tænker hele tiden den tanke, at det umuligt kunne være hårdere end det første bjerg. Jeg hilser på alle de rare italiener for at repræsentere Danmark på bedste vis i udlandet. Det giver mig også en lille portion selvtillid under løbet, at jeg trods alt stadig har overskud til at hilse og vinke.
Da der kun er 8 kilometer tilbage, så starter det andet bjerg for alvor. Det går op, og op, og op og jeg kan næsten ikke fokusere på det næste skridt, jeg skal tage. Jeg løber med to andre løbere lige bag mig. De presser mig, fordi jeg kan ikke lide tanken om, at de lige er bag mig. Jeg er presset, fordi jeg har ikke mere energi i kroppen. Jeg er færdig og tørstig. Jeg holder afstand til dem bag mig og tænker hele tiden, at jeg bare lige skal kravle op af de sten jeg kan se foran mig, og så vil det flade ud igen. Det stoppede bare ikke uden videre. Jeg er nede og kravle på alle fire. De små firben mænger sig med mig og løber fra mig op af de rå klipper, jeg forsøger at overvinde. Varmen behager mig ikke på det her tidspunkt. Nu bliver jeg også overhalet bagfra. Jeg er nu nummer 9 i løbet, og den tanke kan jeg slet ikke have.
Langt om længe flader det ud, og jeg kan hurtigt genindtage min placering som nummer 8. Jeg bilder mig selv ind, at jeg kan løbe fra alle på de flade stykker. Jeg får lagt afstand til nummer 9. Det hele begynder at vende til min fordel.
På det her tidspunkt er der 3 kilometer tilbage, og mine fødder er ømme, og jeg kan næsten ikke løfte mine ben længere. Nogle fotografer på det sidste nedløb hepper på mig, efter jeg har givet dem “thumbs-up”, og de råber “pain is temporary glory is forever”. Meget kliche, men det rammer lige hvor det skal på det her tidspunkt.
Inden jeg får set mig om, så er jeg nede ved foden af bjerget igen. En sus af eufori strømmer gennem kroppen. Nu er jeg i mål! Og i mål kommer jeg. Faktisk kommer jeg i mål som nummer 8. Det er væsentlig bedre end jeg havde troet. Det er et stærkt felt, jeg er oppe mod. De er allesammen vant til at træne i disse bjerge.
Normalt vil jeg ikke tænke, at nr. 8 er godt, men lige her… lige her er jeg overlykkelig.
Jeg kunne ikke have forberedt mig bedre til dette løb, end jeg havde gjort. Ikke med det terræn vi har i Danmark. 10 km nedløb er væsentlig hårdere, end hvad det lyder til. Jeg havde slet ikke overvejet, at det kunne blive et problem. Det var heller ikke et problem, men jeg kunne have klaret det endnu bedre, hvis jeg havde trænet mine nedløb mere og bedre.
Jeg har svedt, grædt og vigtigst af det hele har jeg lært utrolig meget. Jeg kender min krop endnu bedre nu. Den kan MEGET MERE end hvad jeg selv troede. Formen fejler ikke noget – men man kan altid blive bedre. Jeg vil nyde denne “sejr” i lang tid, og jeg vil ikke udelukke, at jeg kommer til at deltage i andre danske trailløb denne sommer.
– Måske jeg også løber Ossola Trail næste år. Nu er jeg jo blevet klogere på trail, da dette var mit første “rigtige” trail løb i europa.
Tak til Runners Corner Viborg, som har sørget for jeg er godt klædt på til løbet.
Tak til Mia Sørensen, som hjælper mig med den optimale kost i forhold til mit løb.
Tak til Emma, som kunne holde mig ud dagene op til løbet og dagene efter, og tak for alt din hjælp med forberedelserne. Det med at have baglandet i orden, det er virkelig af stor betydning.